Monved og hans tegninger

Jeg er født d. 22. dec. 1942 og opvokset på Vesterbro. Jeg har altid fundet tuschpennen frem, når lejlighed bød sig, og overordentlig meget af min tegneaktivitet har haft at gøre med private sider af mit liv og har sat sig spor i et omfattende portrætgalleri.

Jeg er uddannet cand.mag. i historie og dansk, og mine universitetsstudier blev i 1964-65 afbrudt af et års ophold på Europakollegiet i Brygge. Jeg havde lavet nogle tegninger til en Europa-brochure for Europabevægelsen, og pludseligt for året 1964-65 stod de og manglede en kandidat fra Danmark, som de kunne sende til Brygge. På denne måde fik jeg chancen, og måske kan man sige, at det var i Brygge og den internationale atmosfære, som omgav mig her, at ”tegneriet” for alvor tog fart. Europakollegiets ledelse bad mig udfærdige det årlige julekort på kollegiets vegne. Jeg lavede så et julekort med en tegning af præsident Charles de Gaulle (”Europa, det er mig”). Ledelsen turde dog ikke benytte julekortet, men så fik jeg det trykt privat, og til min store overraskelse gik salget ualmindeligt godt. På det tidspunkt planlagde nogle gamle elever fra Europakollegiet med den belgiske journalist John Lambert i spidsen at udgive et europæisk månedsblad med basis i Belgien og med en klar venstreorienteret profil. Fra 1967 -74 leverede jeg politiske tegninger til dette tidsskrift (”Agenor”), og jeg opdagede hurtigt, at man slet ikke i Belgien var vant til den samme satiriske form for tegninger i blade og tidsskrifter, som vi kender til herhjemme. Der var tale om en turbulent politisk tid med Vietnamkrig og studenteroprør, og tegninger, som her i landet knap fik en avislæser til at løfte et øjenbryn, kunne i Belgien sætte lidenskaberne voldsomt i kog.

Gennem et par personlige bekendtskaber havde jeg i 1982 knyttet forbindelse til et kvartalsblad ”Ascolta”, som henvender sig til operaglade folk, et blad som jeg i øvrigt stadig leverer materiale til. Det var imidlertid som lærer på Frederikssund Gymnasium fra 1972 – 2006, at dørene til det kreative område åbnede sig langt mere, end jeg havde fantasi til at forestille mig. Som gymnasielærer kom jeg i forbindelse med lærerbogsforfattere og forlag, og kommunens instanser brugte mig som illustrator ved diverse publikationer. Bl.a. blev jeg knyttet til kommunens eget interne personaleblad ”Periskopet” i årene 1998-2006. Bladet ophørte desværre med den nye kommunalreform. Også vikingespillene og vikingerevyerne fik jeg kontakt til, og i forbindelse med mit arbejde for kommunen må jeg især nævne pensionistbladet ”Pensionister stævner ud”. Gennem 14 år, fra 1990-2003, hvor kommunens spareplan ramte bladet, var jeg ”den unge” medredaktør ved dette kvartalsskrift og leverede ca. 10 tegninger pr. gang, både almindelige vittighedstegninger, illustrationer til bladets artikler og karikaturtegninger af kendte folk i byen. Det faste ægtepar Frederik og Frederikke Sund, der optrådte i hvert nummer, fortjener dog en særlig omtale, fordi jeg sjovt nok efterhånden opdagede, at de levede deres eget liv rundt omkring i byen. Bl.a. blev de benyttet i revyer og optrådte som par med sketchagtige indslag i lokalradioen. Ja, engang standsede en dame mig på gaden og mente, at Frederikke på det sidste var blevet for tyk. I virkeligheden stod det meget værre til. Ligesom i tegneseriernes verden, hvor figurerne nu og da ændrer sig mærkbart, er pensionisten Frederik i årenes løb skudt 20-30 cm. I vejret. Forbilleder for serien var en onkel og tante og Herluf Jensenius’ ”Af en lille mands dagbog”. Jensenius har altid stået for mig som en af vores helt store tegnere. Hans lune streg og den træfsikkerhed, som ligger gemt i hans karikaturtegninger, kan jeg ikke fremhæve stærkt nok. Om Frederik og Frederikke Sund kan man i øvrigt finde en artikel af journalist Birger Kristensen i ”Jul i Frederikssund”, 2003.

Til slut et par ord om mit samarbejde med Asger Berg også kendt som Lars Kanit. Asger Berg var en årrække lærer på Frederikssund Gymnasium. Han skrev vers og tekster til Nils Ufers satiriske ugeavis ”Corsaren” og fik mig til at lave tegninger til bladet. Da ”Corsaren” gik ind, og Asger Berg havde sat bladet et minde med bogen ”Corsarens bedste ti år”, 1985, besluttede Asger og jeg at genoptage den gamle tradition fra Ærbødigst og Jensenius’ dage med en aktuel vise og tegning i dagspressen. Fra 1986 til 2021 har der været tale om et ugentligt makkerskab i Frederiksborg Amts Avis og efterhånden alle dagblade under Sjællandske Medier samt Herning Folkeblad. Det blev til 35 år og 1835 sangbare viser. Nu er den tid forbi, men avistegningerne er klart det bærende element i min produktion og det, som har bragt mig størst glæde. Et udvalg af mine tegninger til Lars Kanits viser indgår i Det Kongelige Biblioteks samling af bladtegninger, og Asger og jeg har over årene udgivet 5 bøger med udvalgte viser fra aviserne.

Med denne ret komprimerede opremsning af min tegnevirksomhed spredt over mange felter, kan beskrivelsen let få noget selvpromoverende over sig. Det har ikke været tilsigtet. Jeg har tegnet meget, men lige godt har det bestemt ikke været. Danmark har en hel unik tradition for satiriske tegninger i aviserne, og landet er befolket med en enestående gruppe af morsomme og begavede ”aviskunstnere”. Da jeg i min studietid i en periode tegnede for dagbladet ”Information”, foresvævede der mig en ide om at forlade universitetet og blive professionel bladtegner. Men jeg fuldendte mine studier og var besluttet på at gå skolevejen. Og som livet har formet sig, kan jeg i dag se, at jeg gjorde det eneste rigtige, nemlig at blive lærer og lade alt det kreative komme til mig, som det nu bedst kunne. På denne hjemmeside afsløres det, hvad kreativiteten har ført med sig på flere udvalgte områder.

Henrik Monved
Kronprinsesse Sofies Vej 38, 6.tv.,
2000 Frederiksberg

47 31 33 83 / 51 42 83 33
henrik.monved@c.dk